UNESCO verdensarv Hildesheim domkirken

Den senromanske døbefond af bronze er skabt omkring 1226, formodentlig i et værksted i Hildesheim. Den menes at være bestilt af domprovst Wilbrand von Oldenburg-Wildeshausen. Den imposante bronzestøbning er 1,70 m høj og har en diameter på 96 cm. Dens udtryksfulde, dekorative billedsprog indeholder gotiske stilelementer.

Den romanske lysekrone, som biskop Hezilo fik opsat i domkirken i 1061 gør indtryk alene pga. størrelsen og udformningen – den måler seks meter i diameter. Forgyldt kobber får det detaljerede guldsmedearbejde til at stråle, når lyset tændes. Latinske indskrifter indeholder budskaber, som får os til at se lyshjulet som et sindbillede på det himmelske Jerusalem, bymuren med tolv tårne, tolv åbne porte og med holdere til 72 stearinlys.

Hezilo-lysekronen er den ældste og største af de i alt fire bevarede hjullysekroner fra middelalderen (Azelin- eller Thietmar-lysekronen i Hildesheim domkirke, Barbarossa-lysekronen i Aachen domkirken og Hartwig-lysekronen i Comburg klosterkirke). Indtil ødelæggelsen af domkirken i 1945 hang Hezilo-lysekronen i kirkeskibet. Efter genopbygningen af domkirken fik den plads over højalteret. Lysekronen blev omfattende restaureret fra 2002 til 2007, og i 2014 vendte den tilbage til sin oprindelige plads i kirkeskibet.

Azelin- eller Thietmar-lysekronen er en af de i alt fire bevarede hjullysekroner fra middelalderen (Azelin- eller Hezilo-lysekronen i Hildesheim domkirke, Barbarossa-lysekronen i Aachen domkirken og Hartwig-lysekronen i Comburg klosterkirke).

Den Maria-statue, som kaldes blækhusmadonnaen, er domkirkens skytshelgen. Den blev snittet i 1430 af en ukendt niedersachsisk billedhugger i gotisk S-form og er af egetræ. Moder og søn ser ned på beskueren med deres smukke ansigter. Den statelige højde på 1,80 meter og det usædvanlige stilistiske udtryk gør indtryk på både besøgende og fagfolk. Maria bærer sin søn, som holder en fjerpen og en papirrulle, på venstre arm, og rækker ham et blækhus med sin højre hånd.

Biskop Bernward fik udført de to 4,72 meter høje fløjdøre til domkirkens vestindgang i 1015. De blev opkaldt efter deres ophavsmand og har en særligt position blandt døre fra middelalderen, idet de hører til de højeste i deres epoke. For første gang siden antikken viser en dør igen en imponerende plastisk billedfrise. De to fløje er begge støbt af et stykke bronze.

Kryptens formsprog viser tilbage til bygningen af domkirken under biskop Hezilo omkring år 1061. Hezilo fik den ældre processionskrypt lagt sammen til et stort treskibet rum, hvor daværende Mariaalter fandtes. Under kryptens østlige del blev der fundet rester af Ludwig den Frommes første kapel i forbindelse med restaureringsarbejdet. I kryptens vestlige del findes den afdøde biskop Godehards relikvieskrin fra 1038.

Omkring 1770 blev krypten ombygget i barokstil, men i slutningen af det 19. århundrede blev den ført tilbage til den oprindelige romanske karakter. Efter genopbygningen i 1960 blev krypten anvendt som sakramentekapel. I forbindelse med restaureringen blev de gamle passager fra højalterets forside åbnet igen.

Ifølge legenden har rosenbusken prydet domkirken i næsten 1200 år. Hvert år fra slutningen af maj til begyndelsen af juni indhyller den kirkens apsis i et sart lyserødt blomsterhav. Legenden om grundlæggelse af bispedømmet kan føres tilbage til den 1000 år gamle rosenbusk. I år 815 glemte kejser Ludwig den Fromme et kostbart Mariarelikvie på en kvist. Da han senere kom i tanke om det og ville hente det, kunne han ikke få det løs fra kvisten. Ludwig tydede dette som et tegn fra Gud, fik bygget Mariakapellet og bestemte, at der skulle være et nyt bispesæde på stedet.

Steinbergkapellet, som blev bygget i 1405, og ligger på den venstre side af Nordparadies, er opkaldt efter stifteren Lippold von Steinberg (ca. 1325 -1415). Rester af vægmalerier, sandsynligvis domkirkens skytshelgen og hellige mænd og delvist bevarede indskrifter antyder, at det oprindelige formål var at ære domkirkens skytsengel. Lippold von Steinberg bidrog som kirkeleder og kirketjener i det 15. århundrede væsentligt til bygningsmæssige udvidelser og domkirkens inventar.