UNESCO-verdensarv i Harzen – Rammelsberg-minerne

Rammelsbergs minens hal fra 1938 fungerede som appelrum for den nationalsocialistiske fabriksledelse. I denne forbindelse var vægmaleriet på den sydlige gavl betydningsfuld propaganda: Efter skiftet skulle minearbejderen ikke trække sig tilbage til privatlivet, men derimod stille sig til rådighed for fællesskabet, individet skulle være en del af massen. For at komme hen til omklædningsrummet skulle minearbejderne igennem hallen og blev dermed konfronteret med den nationalsocialistiske stats forventninger hver eneste dag. Efter anden verdenskrig blev billedets budskab malet om, så det nu har det modsatte budskab.

Smedjerne, de såkaldte bjergsmedjer, var meget vigtige for minerne i flere århundreder for gennemførelse af hele minedriften.

Også i Rammelsberg smedjen, som blev bygget i 1924, blev der udført alle metalarbejder i forbindelse med minedriften. Lige fra fremstilling af eget værktøj til reparation af aksler. Smedjen var forbundet med Rammelsbergs sporsystem, og man kunne komme direkte derhen med skinnekøretøjer fra alle steder i mineområdet – over eller under jorden. I dag bruges rummet til arrangementer.

På tre etager i en tidligere magasinbygning findes Rammelsbergs centrale kulturhistoriske udstilling. Som et eksempel på Rammelsberg minernes langt over tusind år gamle historie vises, hvordan det daglige arbejde har påvirket minearbejdernes liv. Her vises arbejdets altomfattende betydning for alt lige fra sociale, økonomiske og tekniske forhold til vidnesbyrd fra kultur- og kunsthistorien, religiøsitet samt fest- og fritidskulturen hos mennesker i Goslar.

I modsætning til hvad man forventer i en mine, er Rammelsbergs indre ikke kun sort, men derimod lyser bjerget op i stærke farver mange steder. Man kalder disse farvestrålende dryp, dråber, flader, hulrum, render, stave og bølger for vitrioler. Naturvidenskabeligt betragtet er vitriol en samlebetegnelse for alle vandopløselige salte af divalente tungmetaller, som for eksempel jern, zink, mangan og kobber. Vitriolerne opstod i forbindelse med de store underjordiske træbål, som blev tændt for at blødgøre malmen.

Samlingen af sedimenterer, som er overtaget fra Preussag AG, er gundlaget for mineralsamlingen ved Rammelsberg verdenskulturarv. Men også Rammelsbergs minearbejdere har indsamlet og opbevaret både almindelige og usædvanlige mineraler, som de har fundet under arbejdet. Mineralerne giver et godt indblik i Rammelsberg-sedimenternes geologiske udviklingshistorie. Preussags mineralsamling viser også, hvor intenst virksomheden har forsøgt af finde og udforske nye malmforekomster, ikke kun i Tyskland, men i hele verden. Minearbejdernes mineralsamlinger giver et indblik i arbejdsmindernes verden. Hvad var vigtigt for minearbejderne, når de gerne ville mindes deres arbejde?

Malmbearbejdningsanlæggets syv trin, som er bygget op ad en skrå bjergside, dominerer den del af Rammelsberg minen, som ligger over jorden. De blev opført i 1936 efter planer fra industriarkitekterne Fritz Schupp og Martin Kremmer, som nogle år tidligere havde planlagt kulminen Zeche Zollverein i Essen.
På de forskellige niveauer gennemgik den malm, som blev udvundet i minen, en omfattende bearbejdningsproces. Den blev malet til et fint støv og derefter koncentreret i en vandig suspension, en uklar væske.

I 1930'erne var denne teknologi, den såkaldte flotation, yderst innovativ. På denne måde kunne både malmfabrikkens produktion og rentabilitet forbedres.

Museet tilbyder rundvisninger i malmfabrikken, hvor gæsterne lærer de enkelte trin og de originale maskiner at kende sammen med en mineguide.